”Man føler sig magtesløs som forælder”

47-årige Gitte Vittrup er mor til 15-årige Julie Vittrup, som første gang mistede sit hår, da hun var blot 10 år gammel.

Som forælder må det være forfærdeligt at være vidne til sit barns ulykkelighed, uden at man er i stand til at gøre noget ved det. Sådan har det været for Gitte Vittrup de seneste fem år, siden datteren for første gang mistede sit hår.

”Det startede med nogle bare pletter i hovedbunden, men på bare tre måneder havde hun mistet alt håret. Først blev jeg frygtelig forskrækket, da jeg troede, det var en alvorlig sygdom,” fortæller Gitte Vittrup.

Efter at have konsuleret forskellige læger og dermatologer fik familien Vittrup at vide, at datteren var blevet ramt af et af de værste tilfælde af pletskaldethed, og at der intet var at stille op udover at håbe og se tiden an.

Snakkede meget om det

”Selvom jeg havde rigtig ondt af Julie, var jeg på samme tid lettet over, at det i det mindste ikke var en livstruende sygdom. Hårtab er selvfølgelig frygteligt, men det er dog kun kosmetisk,” siger Gitte Vittrup.

Hun var fra begyndelsen fast besluttet på at støtte sin datter mest muligt, men samtidig var hun opmærksom på ikke at lade hende forfalde til en offerrolle – særligt fordi at ingen havde nogen idé om, hvor længe hårtabet ville stå på.

”Vi brugte rigtig meget tid derhjemme på at snakke om det og sætte tingene i perspektiv. Vi understregede overfor hende, at hun skulle huske på, at der fandtes mange andre, og langt mere alvorlige, sygdomme,” fortæller Gitte Vittrup.

Gitte Vittrup er mor til 15-årige Julie Vittrup, der første gang mistede sit hår som 10-årig. Privatfoto

Gitte Vittrups datter mistede første gang sit hår som 10-årig. Privatfoto

Tog kontakt til skolen

I begyndelsen var datterens hårtab noget, som kun familien og den nærmeste vennekreds vidste om. Den dengang 10-årige Julie Vittrup var nemlig meget flov over hårtabet og prøvede derfor at skjule det for sine kammerater med huer og en paryk.

”Nok var hun flov over det, men jeg synes faktisk, hun klarede det hele utrolig flot. Heldigvis var hun kun 10 år gammel – jeg kunne forestille mig, det havde været noget værre, hvis hun havde været en 16-17 år,” siger moren og fortsætter:

”Jeg tog kontakt til både skolen og idrætsforeningen ret tidligt i forløbet og bad dem om at holde lidt ekstra øje med hende. Samtidig forklarede jeg Julies lærere, hvad der var sket, så de kunne forklare det videre til hendes klassekammerater.”

Mere åben med tiden

Trods deres unge alder tog de fleste af Julie Vittrups klassekammerater nyheden om deres venindes hårtab fint. Gitte Vittrup fortæller, at der selvfølgelig var et par af drengene, som smådrillede i starten, men at de hurtigt holdt op.

Den i dag 15-årige Julie Vittrup har, siden hun var 10 år, mistet sit hår tre gange. Det er faldet af, kommet igen, faldet af og så videre. Et gentagelsesmønster, moren synes, er meget hårdt, da det giver falske forhåbninger.

”Det har jo varet i fem år nu, så Julie er efterhånden så langt fremme i processen, at hun fortæller ret åbent om det. Hun skjuler det ikke på samme måde længere. Så snart hun har mødt en person et par gange, fortæller hun det,” siger Gitte Vittrup.

Sociale konsekvenser

Nok er Julie Vittrup blevet mere åben omkring sit hårtab, men hårtabet har, ifølge moren, også haft sine konsekvenser på den sociale front. Blandt andet er Julie Vittrup stoppet til håndbold, fordi der skulle laves nye hold i klubben.

”Jeg er ret overbevist om, at grunden til, hun ikke ville starte på et andet hold, var på grund af det med håret. Efter træning bader man jo sammen, og jeg tror, det er det, hun har været bange for,” siger Gitte Vittrup.

Hun forklarer, at der i det hele taget har været en del praktiske ting, der skulle tages stilling til. Eksempelvis nægtede datteren at være med til gymnastik i skolen, indtil Gitte Vittrup fik arrangeret, at datteren måtte bruge et andet bad end de andre elever.

Mangel på information

Udover at se sin datter være ked af det har det værste ved det hele, understreger Gitte Vittrup, været de praktiske ting såsom misvisende lægehenvisninger og information – eller mangel på samme, som hun siger:

”Det har været ubeskriveligt frustrerende, at ingen ved særlig meget om det, og man føler sig derfor endnu mere magtesløs som forælder. Det har været ekstremt svært at skaffe information om sygdommen, fordi det ikke er en, man forsker i, da den ikke er livstruende.”

Gitte Vittrup forklarer, at familien håber på, at i takt med at datteren bliver ældre, og hormonerne dermed ændres, at hårtabet med tiden vil mindskes og stabilisere sig. Hun ved, det er et spinkelt håb, men, som hun selv siger, er det værd at holde fast i.

Læs også “Pletskaldethed er mest besværlig” her.